Terapien

Terapien

Det, at starte i terapi, er ofte en stor beslutning for mange. Hvad vil det egentlig sige, at “gå til psykolog”? – og hvad kan man forvente af terapien? For at du kan føle dig mere sikker på, at jeg er den rette til at hjælpe dig med det, du kommer med,  tilbyder jeg en gratis, afklarende 15 minutters samtale over telefonen. På denne måde har du uforpligtende mulighed for at vurdere, om jeg kunne være et godt behandler-match til dig.

Terapeutisk metode

Jeg arbejder ikke stringent ud fra en bestemt metode eller tilgang. På denne måde har vi i fællesskab mulighed for at skræddersy det behandlingsforløb, der passer bedst til dig og dine behov. I mit terapeutiske arbejde er jeg særligt inspireret af de psykodynamiske tilgange – i særdeleshed Intensiv Dynamisk Korttidsterapi (ISTDP), som jeg er efteruddannet indenfor. Du vil opleve, at jeg ligeledes benytter mig af terapeutiske redskaber fra de mere kongitivt-orinterede tilgange – i særdeleshed Acceptance and Commitment Therapy (ACT). Længere nede på siden kan du læse nærmere om både ISTDP og ACT.

psykolog aarhus kort ventetid

Om Intensiv Dynamisk Korttidsterapi (ISTDP)

Intensiv Dynamisk Korttidsterapi (Intensive Dynamic Short Term Psychotherapy på engelsk, forkortet ISTDP) er en videnskabeligt funderet terapiform, der har vist sig effektiv til behandlingen af en lang række psykologiske problematikker (herunder angst, depression, stress, selvværdsproblematikker, m.m.). Grundtanken i denne terapiform er, at vi som mennesker har brug for fri kontakt til følelser, for at kunne leve et liv i psykisk balance. Kontakten til vores følelser er vigtig, idet vores følelser er det “indre kompas”, der hjælper os til at navigere i verden på en adaptiv måde. Det er f.eks. kontakten til vores følelser, der hjælper os med at passe på os selv, træffe sunde valg og at sige fra. 

Vi lukker af for vores følelser

I løbet af vores liv kan vi dog, i større eller mindre grad, have lært at lukke af for vores følelser. Det er tit de negative følelser, som vi har lært at undertrykke eller distancere os fra, idet vi på et tidspunkt har lært, at disse følelser er “farlige” at mærke og udtrykke. Måske blev du som barn mødt med skældud af dine forældre, når du var ked af det, eller med afstandstagen og kulde, når du brugte din sunde vrede til at sige fra. Idet vi som børn er 100% afhængige af en positiv relation til vores forældre, lærer vi ubevidst at undertrykke de følelser i os, der truer relationen. 

Selvsaboterende adfærd (forsvar)

Dette ubevidste mønster ift. at undertrykke vores følelser, tager vi med os ind i ungdoms- og voksenlivet. Dette kan resultere i, at vi udvikler symptomer på psykisk mistrivsel, idet vi er afskårede fra at mærke vores følelser, når vi har brug for dem. Når de svære følelser rører på sig indeni os, vil vi istedet mærke angst. Disse angstsymptomer kan både være bevidste og ubevidste. De kommer, fordi vi på et tidspunkt tidligt i vores liv har lært, at disse følelser var “farlige”.

For at undgå at mærke angsten, når de svære følelser bliver aktiverede, lærer vi at holde den på afstand med forskellig selvsapporterende adfærd (også kaldet forsvar). Det kan være, at vi pisker os selv igennem livet, med negativ selvtale og krav om perfektionisme som fast følgesvend. Det kan være, at vi altid tilsidesætter og selv i relationer og ignorerer vores behov… At vi føler os helt paralyserede og ude af stand til at sige til eller fra, idet konstant selvkritik for os til at føle, at vi ikke er noget værd.
En del af denne adfærd vil måske være bevidst for os, men en stor del af den er som oftest ubevidst. Den er med tiden blevet til en historie om, “at det jo bare er sådan, vi er”

Formålet med terapien

I terapien hjælper vi dig sammen til at identificere, udfordre og slippe de selvsapporterende mønstre, der skaber lidelse i dit liv. Samtidigt arbejder vi med at styrke din evne til at rumme og håndtere dine følelser, så du bliver istand til at handle på dem på en selvkærlig og hensigtsmæssig måde. Terapien er et trygt og tillidsfuldt rum, hvor vi sammen kan hjælpe dig med at bearbejde de smertefulde følelser fra fortid og nutid, der generer dine symptomer. Målet er, at hjælpe dig til et symptomfrit liv i psykisk trivsel. 

psykolog tvangsoverspisning

Om Acceptance and Commitment Therapy (ACT)

ACT er en såkaldt 3. generations Kognitiv Adfærdsterapi. Ligesom ISTDP, er ACT en solidt videnskabeligt funderet behandlingsmetode. ACT har b.la. vist sig effektiv til behandlingen af angst, depression og stress, samt en lang række andre psykiske lidelser. Grundlæggende tager ACT udgangspunkt i det, at acceptere smertefulde følelser, tanker og livsvilkår. Denne accept af “livets smerte” giver mening, idet vi på denne måde frigiver mere energi og overskud til at leve et meningsfuldt liv, i overensstemmelse med vores værdier.

At leve (er også) at lide

Vi moderne mennesker har ofte glemt, at lidelse er en naturlig del af livet. Når vi mister nogen elsker, oplever vi lidelse i form af sorg. Når vi indgår i relationer til andre mennesker, oplever vi lidelse i form af angsten for afvisning. Rammes vi af sygdom, lider vi i form af fysiske smerter. Man kan sige, at det “har sin pris” at være i live, og at denne pris er lidelsen. Ingen af os slipper nogensinde udenom lidelsen, selvom vi ofte laver alskens kreative krumspring for at undgå den – både bevidst og ubevidst. Som moderne mennesker er vi nemlig opvokset i en kultur, der dikterer, at ubehag er noget, som vi både kan og bør undgå. Derfor kæmper vi ofte en lang og sej kamp imod vores lidelse og gør alt, hvad der overhoved står vores magt, for slippe udenom den.  

Vores kamp mod lidelsen skaber mere lidelse

På mange måder er det naturligt for os mennesker, at forsøge at slippe udenom ubehag og lidelse. Det, at “søge væk fra det, der er ubehageligt”, er nemlig en dyb, instinktiv adfærd, der hører til det at være menneske. Ja faktisk, så er vi fra naturens side bygget til at søge væk fra ting, der skaber ubehag – et træk, som vi har til fælles med stort set alle andre dyrearter.

Problemet er, at vores forsøg på at undgå ubehag og lidelse, ofte ender med at generere endnu mere ubehag og lidelse for os selv. Et klassisk eksempel, som rigtig mange af os kender til i større eller mindre grad, er selvkritik. “Hvis jeg kritiserer mig selv helt i bund inden andre kan nå at gøre det, gør deres potentielle kritik måske ikke nær så ondt – de kan jo umuligt sige noget grimmere, end det jeg allerede har sagt til mig selv!” – vækker det udsagn mon genklang hos dig?
Pludselig står vi nu ikke kun med den potentielle lidelse, der ligger i at blive kritiseret. Vi har simpelthen fået serveret os selv en ekstra portion lidelse oveni hatten – nemlig den lidelse det skaber, når vi taler grimt til- og om os selv. Man kan sige, at vi nu har fået lidelse, med et ekstra lag lidelse på. Dobbelt op på lidelse! – der er vist ikke noget at sige til, at vi nu slet ikke kan overskue at skulle holde den fremlæggelse.

At skabe et meningsfuldt liv, i overensstemmelse med vores værdier

Hvis du kan genkende dig selv i eksemplet ovenfor, så er du, som mennesker er flest. Vi er alle sammen verdensmestre i at forsøge at undgå ubehag og lidelse – vi har bare forskellige måder, som vi har lært at gøre det på. Vi ender også alle sammen fra tid til anden, med at generere “lidelse med lidelse på” for os selv.

Heldigvis, så handler et godt liv ikke kun om at undgå ubehag og lidelse. Tværtimod handler livet også rigtig meget om de ting, som vi føler, at det er værd at lide for; nemlig de ting, som vi tillægger værdi i vores tilværelse.
I terapien forsøger vi sammen at række udover lidelsen og ind til det, der skaber værdi og mening for dig i dit liv. Sammen hjælper vi dig med at opbygge kapacitet til at udholde ubehaget og lidelsen i dit liv, så du kan undgå at skabe yderligere lidelse for dig selv. Når vi stopper vores flugtforsøg fra ubehaget, frigives der nemlig en stor portion energi til det, det virkelig handler om; nemlig at skabe et godt og meningsfuldt liv for os selv.